Smuthuller i loven

 

”Folketinget bør være opmærksom på, at det mindste smuthul i loven kan forventes udnyttet.” Dette stod i en artikel i Berlingske med en opfordring fra en miljøforkæmper til at få lukket de huller, der fandtes i den gældende lov. Men hvordan har vi det med smuthuller i loven? Jeg tænker på Guds lov og Guds ord. Leder vi efter smuthullerne – eller sætter vi pris på loven?

     I lignelsen om vingårdsmændene står der i Matt 21, 33, at ejeren plantede en vingård og satte gærde om den. Vingården er Guds folk og gærdet er Guds lov, er de fleste bibelfortolkere enige om. Gærdet er der for at beskytte vingården mod farer udefra. Således er Guds lov også til menighedens bedste og en beskyttelse mod farer. Huller i gærdet kan have skæbnesvangre følger. For ethvert hul vil kunne forventes udnyttet af skadedyr, fjendtlig sindede personer eller negative indflydelser.

     Nu er det sådan, når vi bliver i sammenligningen med Guds menighed, så synes det som om nogle inden for kirken leder efter smuthullerne – ikke for at få dem lukket, men for at udnytte dem. ”Vi kender nogen, som er flyttet sammen uden at gifte sig, så det må vi også kunne gøre.” – Eller ”Jeg glemte at få handlet ind i går, fredag, så jeg smutter lige hen i Rema 1000 efter gudstjenesten, så vi har noget til gæsterne.” – Eller ”Jeg så en søster i kirken gøre det og det eller bære det og det, så hvorfor skulle jeg ikke også?” – Hov, hvor blev gærdet af? Hvor kom Guds ord ind i billedet? Hvor kom Guds visdom og omsorg til sin ret? – Blev en andens fejltrin min undskyldning eller mit smuthul for at ignorere Guds klare ord?

    Husk, at vi alle med vores holdninger og handlinger er med til at værne om Guds menighed og dens åndelige værdier. Lad os ikke være en undskyldning for andre til at finde smuthuller i den lov, som blev givet til vores bedste. Herren sagde til sit folk fordum, ”Jeg søgte én iblandt dem til at rejse gærde eller stille sig i murbruddet foran mig til værn for landet, for at de ikke skulle gå til grunde” (Ezekiel 22,30). Han taler også til os i dag.

 

 

Tak for din trofasthed

Når vi hjælper hinanden kan Guds sag gøre fremskridt i vores eget område og på landsplan. Sammenligner vi med vores nabolande ligger Danmark højt på listen over medlemmer (unge såvel som ældre), der er trofaste med deres tiende og gaver. Ligeledes er der et højt aktivitetsniveau i vores lokalmenigheder. Gud har givet os både tid og talenter og glæder sig, når vi stiller dem til hans rådighed. Der skal lyde en hjertelig tak til enhver, der har en tjeneste i menigheden og udøver den fra uge til uge – og fra år til år. Hvad enten det er arbejdet for menighedens egne – i børnesabbatskolen, ved klaveret/orglet, besøg af menighedens ældre, kirkekørsel, mødeledelse, økonomi, sekretæropgaver, og meget mere. Eller det er i udadvendt arbejde for andre menneskers hjælp og frelse. Eller det er i forbøn for kirken, dens medlemmer og mission.

     Hebræerbrevets forfatter skriver, ”Lad os give agt på hinanden, så vi tilskynder til kærlighed og gode gerninger, og lad os ikke svigte vores egen forsamling, som nogle har for skik, men formane hinanden så meget mere, som I ser dagen nærmer sig” (Hebr 10,24.25).  Adventistkirkens  menighed bygger på solidaritet, offervilje og hjælpsomhed med udgangspunkt i den lokale forsamling. Vi må ikke svigte ved at holde os væk, kanalisere vores midler til andre foretagender og bruge vores tid og kræfter alle mulige andre steder. Din menighed har brug for dig. Og du har brug for din menighed. – For dagen nærmer sig, da Jesus kommer igen.

     ”Jeg husker din trofasthed, da du var ung, din kærlighed, da du stod brud,” siger Herren om sit folk i det Gamle Testamente (Jer 2,2). ”Jeg kender dine gerninger og din kærlighed og trofasthed og tjeneste og udholdenhed,” siger Guds Søn til sin menighed i den kristne tidsalder (Åb 2,19). – Hvad siger Herren til dig og mig i dag? – Hvad husker han os for? Må vi være trofaste over for Herren og vores menighed, som vi var, da vi begyndte vores vandring med Gud.

 

 

Megen frugt

Når jeg kikker på min have, så er der ét ord, der beskriver alt: frodig. Græsset, hækken, blomsterne, bladene på træerne, bærrene og frugtkopperne – for ikke at glemme skvadderkålen og resten af ukrudtet. Det vokser og vokser. Den milde vinter, masser af vand i foråret og de varme sommertemperaturer har sat gang i væksten overalt. Det kan somme tider knibe at følge med, hvis man er gerne vil holde ukrudtet nede og få trimmet buske og hække og have en nogen lunde pæn græsplæne. – Og dog er det en fornøjelse at se, hvor godt det står, og kunne høste jordbærrene og de andre bær og salat og andre grøntsager – og følge med i, hvordan frugterne på træerne bliver større og alt tegner til en god høst. Vi må kalde det Guds gaver til os.

     I Joh 15,8 fortæller Jesus, at ”derved herliggøres min fader, at I bærer megen frugt.” Det er Guds ønske, at vi skal bære frugt – åndelig frugt – i vores liv, og endda megen frugt. Gud skaber vilkårene både i den fysiske og den åndelige verden. Han giver næring, han giver lys og varme, han sørger for alt det, vi har brug for. Vores del er at ”blive” i ham (v. 4). Vi kan ikke selv producere den åndelige frugt som kærlighed, tålmodighed, venlighed, etc. Men vi kan blive i Jesus. Vi kan holde fast ved ham. Vi kan holde vores øjne og vores interesse rettet mod ham. Vi kan vælge at vandre med ham. Vi kan vælge, at lade ”mine ord blive i jer” (v. 7), dvs. bruge tid i ordet og sætte os for at følge det.

     Et af mine frugttræer er ved at visne. En gren står endnu grøn med blade og frugtanlæg. De andre er blevet brune og tørre. Mosegrisen har gjort sit ødelæggende arbejde på rødderne. Der kommer ikke længere saft ud til grenene. Sådan er det, når vi ikke har daglig forbindelse med vores Frelser. Men med Jesus kan vi bære megen frugt. Må Gud velsigne os til at være frugtbærere til Faderens ære og til velsignelse for vores nærmeste, menigheden og de mange andre omkring os. Frugter er en Guds gave. Og du og jeg kan blive en del af Guds gave til andre. God sommer til alle!

 

 

Bibelsk helgenkåring

Den 27. april kårede Pave Frans to af sine forgængere, Pave Johannes XXIII og Pave Johannes Paulus II, til helgener. En helgen er ifølge denne tradition en person, der har levet sit kristenliv, så han/hun er blevet et forbillede for andre. I katolsk teologi skal det godtgøres, at vedkommende har medvirket ved mirakler. Ligeledes tror man, at sådanne helgener kan gå i forbøn for andre, hvoraf Jomfru Maria er den ypperste. Ingen ved, hvor mange helgener, der er kåret i tidens løb. Men man kan gå ind på nettet og finde sin helgen online fra den liste, som den romersk katolske kirke har lagt ud. Det romerske Matyrilogium alene indeholder ca. 4.500 personer, som har fået status som helgener. I Danmark er der 36 navngivne helgener – lige fra Knud den Hellige i Odense til Skt. Trab, til hvem Timring kirke ved Herning er indviet.

     Bibelen har en lidt anden indfaldsvinkel til helgenkåring. Det er interessant, at den kirke, der fører an med at kåre sine helgener, også omtales i Bibelen, som den magt, der underkuer de hellige. ”Han skal tale imod den Højeste og underkue den Højestes hellige” (Dan 7,25). Hvordan gør Gud mennesker hellige og dermed til helgener? ”Hellig dem ved sandheden; dit ord er sandhed” (Joh 17.17). ”Nu overgiver jeg jer til Gud og til hans nådes ord, som formår at opbygge og at give arven til alle dem, der er helliget”. ”Og efter hans vilje er vi blevet helliget, ved at Jesu Kristi legeme er blevet ofret én gang for alle”. – Med andre ord, de, der tager imod Kristi offer på korset og tager imod hans ords sandheder, bliver helliget og kaldet til at leve til Guds ære. Det er Gud alene, der helliger og kårer sine trofaste til at være arvinger i sit rige. Ikke ved vore fortjenester, men alene ved Kristi. ”Her kræves der udholdenhed af de hellige, dem som holder fast ved Guds bud og troen på Jesus” (Åb 14,12). Her finder vi endetidens sande helgener, som kan føjes til listen over trosheltene i Hebr 11 og de mange andre, der gennem tiden har overgivet deres liv til Frelseren og ladet Helligånden gøre sit undergørende værk i deres liv. 

 

 

Jesu Himmelfart

 

”Da Herren Jesus havde talt til dem, blev han taget op til himlen, og han satte sig ved Guds højre hånd” (Mark 16,19). - Dette var et afgørende øjeblik i frelses-planens forløb. Jesus kom til jorden og blev født som et spædbarn. Han voksede op og levede iblandt os. Han gik smertens vej til korset og gav sit liv for hver eneste en af os. Han opstod fra de døde og grave åbnedes (Matt 27,52). Han tilbragte endnu 40 dage med opmuntrende instruktion til sine efterfølgere. Dagen til afsked var kommet (Luk 24,51), - ikke en sorgens dag, men en løfterig dag (Luk 24,52). Han ville komme igen (Joh 14,1-3; ApG 1,9-11). Han ville sende sin stedfortræder til hjælp (Joh 16,7). Han ville i tanker og gerning være med sit folk alle dage indtil verdens ende (Matt 28,11).

     Dagen for himmelfarten var kommet. En fantastisk begivenhed. Han blev taget til himlen, ”draget til Himmelen af en magt, der var stærkere end nogen jordisk tiltrækning” (DSM s.568). En sky af engle var kommet for at modtage og ledsage ham til hans himmelske hjem. Med sig havde han de opstandne fra de åbne grave ved hans opstandelse, som han ville præsentere for sin Fader som en førstegrøde (Se Ellen Whites vidunderlige beskrivelse i sidste kapitel af DSM). Hvilket triumftog! Englene havde glædet sig til at modtage deres sejrrige Konge. Lovsang og jubel fyldte himmelrummet i dette glædestog og musikken strømmede dem i møde, da portene til Guds stad blev åbnet for ærens Konge, så han kunne drage ind (Sl 24,7-10).

     Dagen var kommet, da Jesus indtog sædet ved Guds højre hånd. Dette er ærens og autoritetens plads. Faderen modtog ham og forkyndte, at retfærdigheden var sket fyldest, Satan var besejret og at intet kunne rive de frelste ud af Guds hånd. Faderen omfavnede Sønnen, og de himmelske væsener faldt ned og tilbad ham. Jesus havde endnu en tjeneste at fuldføre. Hans trofaste børn på jorden stod i færd med at fuldføre den opgave, som Jesus havde påbegyndt, nemlig at forkynde evangeliet for alle folkeslag, stammer, tungemål og folk. Med Talsmanden, Den Hellige Ånd, kom kraften og visdommen til at udføre denne gerning. Og ved Guds trone har vi i dag vor Frelser, som ”helt og fuldt (kan) frelse dem, som kommer til Gud ved ham, fordi han altid lever og vil gå i forbøn for dem” (Heb 7,15). Lad os med disciplene glæde os over, at Jesus er i himlen.

 

Frygt ikke!

Nogle af de mest positive ord i Bibelen er ’Frygt ikke!’. De udtales af engle og af Jesus selv - af engle, fordi folk bliver overvældet af mødet med disse overnaturlige skabninger, og af Jesus, fordi han ønsker at indgyde os tro, håb og mod til livets udfordringer.

     Der er jo nok her i verden, der kan få os til at frygte – sygdom, børnenes fremtid, økonomien, job manglen, kriminaliteten og volden, ufreden i verden, ja selv vores egen åndelige tilstand. Men Gud har ikke skabt os til frygt. Derfor lyder ordene: Frygt ikke! Jesu første komme blev annonceret med et ’Frygt ikke!’ Jesu opstandelse blev forkyndt med et ’Frygt ikke!’ Da Jesus mødtes med sine disciple efter opstandelsen og pludselig stod iblandt dem, lød det: ’Frygt ikke!’ Og mange gange i sin tjeneste og undervisning sagde Jesus til sine tilhørere: ’Frygt ikke! Vær ikke bekymrede! Se, jeg er med dig!’ Med Jesus er der ingen grund til at være usikker og bange.

     ”Frygt ikke! Jeg er den første og den sidste og den som lever: Jeg var død, og se, jeg lever i evighedernes evigheder, og jeg har nøglerne til døden og dødsriget.” (Åb 1,17.18) Selv, når dette liv nærmer sin ende, kan vi se døden i møde uden frygt. For vi lever på Guds løfter og i forvisning om hans nåde og barmhjertighed. Derfor kunne Jesus også forsikre os med disse gode ord: ”Frygt ikke, du lille hjord, for jeres fader har besluttet at give jer Riget” (Luk 12,32).

     Tag denne opmuntring fra Esajas 12,2 med dig i denne nye måned: ”Gud er min frelse, jeg er tryg, jeg frygter ikke, for Herren er min styrke og lovsang, han blev min frelse.”

 

 

Den Hellige Sabbat

Det er min hellige dag, siger Herren (Es 58,13). Den blev til for din skyld, siger Jesus (Mark 2,27). Med andre ord, det er Guds og menneskets helt specielle dag. Ikke en dag som alle andre. Men en meget speciel dag. Den syvende dag i ugen - 24 timer fra fredag aften til lørdag aften (3 Mos 23,32;Neh 13,19; Luk 23,54-56). Og sat som et tegn mellem Gud og Guds trofaste menighed (Ez 20,12.20).

     Sabbatten er en hviledag. Vi er fritaget fra at skulle gå på arbejde. Vi er fritaget fra at handle. Vi er fritaget fra verdslige indtryk, stress og forstyrrelser gennem TV, radio, internet, I-phones, ugeblade, aviser, osv. Sabbatten er en velsignet dag. Det er en glad dag, ”så skal du glæde dig over lykken hos Herren” (Es 58,14). Det er en dag til omsorg og barmhjertighed. En dag til at glæde sig sammen med familien. En dag til at glæde andre. Sabbatten er også en hellig dag. En dag til tilbedelse sammen med Guds menighed. En dag til at mindes og tilbede Gud som vores Skaber (2 Mos 20,11; Åb 14,7).

     For at sabbatten kan blive en velsignelse alle 24 timer, fra solnedgang til solnedgang, så har Gud givet os fredagen som forberedelsesdag (Luk 23,54) til at gøre rent, handle ind, ordne tøj, slå græsset, geare ned inden sabbattens hellige timer begynder. Husk, at de første og sidste minutter af sabbatten er lige så hellige, som de 2½ time, vi er i kirke. Derfor er det en god idé, at standse det forberedende arbejde i god tid inden solnedgang (læg mærke til solnedgangstiderne i lektiehæftet på side 4), så man kan have ro i sindet, når man byder sabbatten velkommen. En god måde at begynde sabbatten på er med sang, læsning fra Bibelen eller en andagtsbog og bøn.

     Guds skønne sabbat nåderig os minder om det Himmerig, hvorhen vort hjerte længes nu, at vi må en gang se vor Gud.

 

Børnene i vores menighed er en skat, som er betroet os. De er ofte mere åbne for evangeliets indflydelse end mange voksne, vi møder i nabolag, på gademission, ved offentlige kampagner eller på anden måde. Vi kan hjælpe dem eller hindre dem i at få et positivt forhold til himmelens Gud og deres menighed. Jesu disciple mente, at børnene, som kom med deres mødre, var for små til at få gavn af et møde med Jesus, så de stillede sig hindrende i vejen (læs Mark 10,13-16).

Den latinske betegnelse Anno Domini, betyder ganske enkelt ’det Herrens år’ og har gennem tiderne været brugt for at angive tiden efter Kristi fødsel. Det er vel også passende at bruge udtrykket her ved nytårstid, hvor vi kan lægge al kommercialismen og sentimentaliteten forbundet med Julen bag os og glæde os over, at også dette nye år er en gave fra Herren. En gave med muligheder og ansvar. En gave til den enkelte af os, til vores familier, vores menighed og verden omkring os. Det er ved Guds nåde, at vi alle får lov at opleve det Herrens år 2014.

 

Jesus siger i Åb 22,16 ”Jeg er Davids rodskud og ætling, den lysende morgenstjerne.” Det er en henvisning til Bileams profeti om Messias i 4 Mos 24,17. Profetien var også kendt af de vise mænd fra Østerland, som kom til Jerusalem for at lede efter jødernes nyfødte konge. ”Vi har set hans stjerne gå op og er kommet for at tilbede ham.” (Matt 2,2)